Har du fået din daglige ration af sociale majskorn?

Har du fået din daglige ration af sociale majskorn?

I fredags var der Kulturnat i Esbjerg, hvor der skete mange spændende ting rundt om i byen. Jeg havde aftenen forinden lagt en plan for, hvad jeg skulle nå i løbet af aftenen. Punkt 1 var at høre et foredrag af Anders Colding-Jørgensen, som jeg har fulgt nogle måneder på bl.a. Twitter.

Foredraget hed: “Nej, du har ikke 300 venner i virkeligheden, vel?” og handlede om Facebook-revolutionen og den måde vores relationer er forandret gennem de sidste 10-15 år.

Anerkendelse søges...

Anerkendelse søges...

Anders kom også omkring B.F. Skinners adfærdspsykologi, hvor der kan trækkes paralleler mellem hans eksperiment, Skinner box, og den måde, vi opfører os på, når vi er på facebook (og sikkert også mange andre steder!?) 
Som duerne i det ovennævnte eksperiment, tapper vi mennesker også ind på vores facebook-profiler, for at se, om der er kommet et lille socialt majskorn. Nogle gange er der – nogle gange ikke.

Tapper du også efter små sociale majskorn?

Det hele handler om anerkendelse – eller måske rettere, mangel på samme? Mennesket i dag har åbenbart(det siger statistikken jo?!) et ubændigt behov for at blive anerkendt af noget udefra? Det er ikke nok, at kæresten, familien eller ens børn synes, man er sjov, klog eller rar at være sammen med. Hele verden (eller i hvert fald 300 af de nærmeste venner?!) skal helst synes det. Hvad er der blevet af det fede ved at anerkende sig selv? Er det, det vi ikke længere kan? Eller kan vi bare ikke nøjes?

Som du kan læse, har dette foredrag rejst mange spørgsmål hos mig. Dejligt! Der er ikke noget så godt, som gode spørgsmål! Og når/hvis jeg en dag finder svaret på det, vil jeg med glæde  udbasunere det her – om ikke andet, så i håb om, at der falder et par sociale majskorn af.